Juleglæden ser ikke ud til at have sat sig i den amerikanske førstedame, Melania Trump.

Hvor mange i disse dage drømmer sig væk til et snelandskab og pynter op med julekugler, fremstår førstedamen langt mindre begejstret for julens dekorationer.

Det skriver Dagbladet.

Hun var nemlig kun at se i et særdeles kort optrin, da Det Hvide Hus-traditionen tro afholdte årets lille ceremoni ved juletræets ankomst til præsidentbygningen.

Faktisk deltog Melania Trump ifølge mediet kun i to minutter og 50 sekunder.

I løbet af den korte tid gjorde hun ifølge mediet udtryk for, at træet var »flot«, smilede og smuttede derefter igen.

Mandag ankom det store juletræ, der over julen skal dekorere Det Hvide Hus.
Mandag ankom det store juletræ, der over julen skal dekorere Det Hvide Hus. Foto: Jim Lo Scalzo/EPA/Ritzau Scanpix

Dog er det ikke første gang, at Melania Trump har trukket overskrifter i juletiden.

I 2020, under Donald Trumps første periode i Det Hvide Hus, offentliggjorde det amerikanske medie CNN et lydklip, hvor hun to år tidligere fortalte, hvad hun mener om julen:

»Jeg arbejder røven ud af bukserne med disse juleforberedelser, og du ved … Hvem fanden interesserer sig for jul og pynt? Men jeg er nødt til det, ikke? Okay, så jeg gør det, og jeg siger, at jeg arbejder på julen og planlægger julen,« sagde hun ifølge mediet.

I USA er det nemlig en af opgaverne for præsidentens bedre halvdel at stå på julepynten i Det Hvide Hus.

Denne gang har hun dog givet et smugkig på årets planlagte pynt. I en video på X delte hun i oktober guldpyntet julebord – i tråd med Donald Trumps forkærlighed for den gyldne farve.