Der var dækket op til en stjernespækket fest i Det Hvide Hus natten til onsdag dansk tid.
Stjerner som Elon Musk og Cristiano Ronaldo var inviteret til gallamiddag i forbindelse med, at den saudiarabiske kronprins, Mohammed bin Salman, var på besøg hos den amerikanske præsident, Donald Trump.

Alligevel er det dog – som det er sket flere gange før – præsidentens hustru, førstedame Melania Trump, der er løbet med overskrifterne verden over efter middagen.
Mere specifikt er det førstedamens påklædning, der er gået verden rundt efter nattens besøg fra oliestaten.
Melania Trump bar således en smaragdgrøn kjole fra den libanesiske designer Elie Saab under besøget, og det er kjolens farvepalet, der løber med opmærksomheden.
Farven er nemlig stort set identisk med den, der også pryder det saudiarabiske flag, og flere pointerer, at det formentlig ikke er tilfældigt.

»Valget af grøn, som afspejler farven på det saudiarabiske flag, tilføjer en subtil gestus af respekt og gør det elegante outfit både stilfuldt og symbolsk,« skriver det magasinet Marie Claire Arabia på Instagram.
Det indiske medie News18 skriver, at førstedamens kjole er »internettets nye besættelse« og tilføjer desuden, at kjolen var aftenens store samtaleemne under gallamiddagen.
Et andet indisk medie ved navn The Week tillægger også kjolens farve en symbolpolitisk værdi, mens modemagasinerne Hola! og Vogue nærmere noterer sig farven som en understregning af, at grøn er efterårets helt store trend.

