Mens Iran-krigen raser i Mellemøsten, skal USAs førstedame, Melania Trump, være mødeleder i et møde i FNs Sikkerhedsråd i New York mandag.
Det skriver det tyske medie DPA og franske Le Monde.
Hun bliver dermed den første amerikanske førstedame til at lede et møde i det magtfulde FN-organ.
Mødet starter klokken 22.00 dansk tid, og under mødet vil man ifølge Det Hvide Hus diskutere børn, teknologi og uddannelse i konfliktsituationer.
USA har det roterende formandskab for Sikkerhedsrådet i marts, hvilket er en rolle, der inkluderer at lede rådets møder.
En talsmand for FNs generalsekretær, Stéphane Dujarric, bekræfter, at det er første gang, at en førstedame – eller førstemand – har ledet et møde i Sikkerhedsrådet.
Normalt er det landenes FN-ambassadører – i det 15 medlemmer store råd – der gør det.

