USA's førstedame Melania Trump slog torsdag aften fast, at hun aldrig har haft et forhold til den nu afdøde finansmand og seksualforbryder Jeffrey Epstein. 

»Jeg har aldrig haft et forhold til Epstein. Jeg mødte ham for første gang ved et arrangement med Donald (Trump, red.) i 2000,« lyder det fra hende på et pressemøde i Det Hvid Hus.

Under pressemødet tilføjede hun, at »løgne, der fobinder hende med Epstein, skal stoppe i dag«, og at de »skader hendes omdømme«.

Hun understregede desuden, at hun ikke er et af Epsteins ofre, og hun aldrig har sat sine ben på den tidligere finansmands meget omtalte ø i Caribien.

Under pressemødet åbnede hun for, at hun går ind for, at Kongressen giver Epsteins ofre en offentlig høring.

»Giv dem mulighed for at vidne for Kongressen,« lød det.

USAs præsident Donald Trump er nævnt flere gange i de meget omtalte Epstein-filer, der er blevet udgivet ad flere omgange af det amerikanske Justitsministerie. 

Det er dokumenteret, at Donald Trump og Jeffrey Epstein havde et venskab - hvilket ifølge Donald Trump sluttede, før Epsteins dom om menneskehandel af en mindreårig til prostitution tilbage i 2008. 

Jeffrey Epstein døde i fængsel i 2019, mens han ventede på en ny retssag om menneskehandel.