Da den amerikanske førstedame, Melania Trump, fredag trådte hen til talerstolen, kom hun med det, der beskrives som en af hendes mest »markante« udtalelser.

For fra talerstolen fortalte hun blandt andet, at hun over de seneste måneder har etableret en »åben kommunikationskanal« med den russiske præsident, Vladimir Putin.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, ses her tale under en konference den 10. oktober.
Den russiske præsident, Vladimir Putin, ses her tale under en konference den 10. oktober. Grigory Sysoev/EPA/Ritzau Scanpix

Via den kanal skal Rusland nu have tilladt indtil videre otte børn at blive genforenet med deres forældre, efter de blev adskilt som følge af den russiske krig i Ukraine.

»Meget er sket, siden præsident Putin modtog mit brev i august,« indledte Melania Trump – der er gift med den amerikanske præsident, Donald Trump – sin tale.

Brevet, hun omtaler, er ét, der ifølge BBC blev personligt overrakt af Donald Trump til Vladimir Putin, da de to mødtes i Alaska forrige måned.

I brevet gav Melania Trump  udtryk for sin bekymring over børneofrene for krigen mellem Rusland og Ukraine, ligesom hun bønfaldt Putin om at beskytte børn.

Melania Trump ses her ankomme til talerstolen i Det Hvide Hus fredag.
Melania Trump ses her ankomme til talerstolen i Det Hvide Hus fredag. Saul Loeb/AFP/Ritzau Scanpix

»Han svarede skriftligt og signalerede en villighed til at have kontakt med mig direkte,« forklarede Melania Trump på pressemødet fredag.

»Siden da har præsident Putin og jeg haft en åben kanal for kommunikation vedrørende disse børns velfærd.«

Videre forklarede den amerikanske førstedame, at »begge sider« over de seneste måneder har »deltaget i flere møder og samtaler« på såkaldte »back channels«, som er en måde at kommunikere, der ikke er offentlig eller direkte.

»Vi har aftale at samarbejde med hinanden til gavn for alle mennesker, der er involveret i denne krig,« lød det fra Melania Trump.

Melania Trump har været gift med den amerikanske præsident, Donald Trump siden 2005. Sammen har de en søn, Barron Trump.
Melania Trump har været gift med den amerikanske præsident, Donald Trump siden 2005. Sammen har de en søn, Barron Trump. Shawn Thew/EPA/Ritzau Scanpix

»Min repræsentant har arbejdet direkte med præsident Putins hold for at sikre en sikker genforening af børn med deres familier mellem Rusland og Ukraine. Faktisk er otte børn blevet genforenet med deres familier i løbet af de seneste 24 timer,« tilføjede hun.

Børnenes præcise nationalitet er ikke oplyst.

Videre forklarede førstedamen, at den amerikanske regering har fået bekræftet de oplysninger, som Rusland er kommet med om de otte børn.

»Min igangværende mission er dobbelt: At optimere en gennemsigtig, fri udveksling af information om alle børn, der er blevet ofre for denne krig, og at lette den regelmæssige kommunikation mellem børn og deres familier, indtil hver enkelt person vender hjem,« forklarede Melania Trump.

Talen og initiativet fra førstedamen – som for det meste har holdt sig ude af rampelyset, siden hendes ægtemand blev indsat som præsident i februar – beskrives af det politiske medie Politico som hendes »mest markante indsats« i år.

Siden Vladimir Putin i februar 2022 sendte sine tropper ind over grænsen til Ukraine og indledte sin invasion i fuldskala, er Rusland blevet beskyldt for at tage ukrainske børn ud af landet og til Rusland.

Den Internationale Straffedomstol udstedte sidste år en arrestordre på Vladimir Putin for den påståede ulovlige deportation af børn fra besatte ukrainske territorier.