I offentligheden har hun været bomstille om projektet.
Men på de indre linjer i og omkring Det Hvide Hus har den amerikanske førstedame, Melania Trump, efter sigende udtrykt tydelig bekymring om hendes mand – præsidents Donald Trumps – byggeprojekt i den præsidentielle hybel.
Det skriver The Wall Street Journal.
Hele den østlige fløj – den såkaldte East Wing – i Det Hvide Hus er for nylig blevet jævnet med jorden, og Donald Trump har i stedet tænkt sig at opføre en forgyldt balsal på svimlende 8.400 kvadratmeter med plads til omkring 900 gæster.
Og mens Melania Trump ud ad til har været larmende stille, så fortæller kilder til The Wall Street Journal, at byggeprojektet bestemt ikke falder i hendes smag.
»Hun har gjort det klart, at det her ikke er hendes projekt,« fortæller en anonym kilde fra administrationen til mediet.

Nedrivningen af østfløjen er da heller ikke helt irrelevant for førstedamen.
Det er – eller nærmere var – her, Melania Trumps kontorer var placeret, og selvom førstedamen selv har været stille, så har flere personer tæt på hende udtrykt deres bekymring for projektet.
»Det knuser mit hjerte. Det er noget, der ikke kan genopbygges. Jeg ville ønske, at de havde gjort det på en bedre måde. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad Melania egentlig synes om det hele,« sagde Melanias tidligere stabschef og pressesekretær i Det Hvide Hus ifølge Dagbladet til CNN.
Byggeriet kommer angiveligt til at koste i omegnen af to milliarder danske kroner, og så er det i øvrigt finansieret af nogle af verdens rigeste og mest indflydelsesrige erhvervsmænd – læs mere om det HER.

