Sult, ingen elektricitet og ingen varme. Og indbyggere, der risikerer at blive skudt, hvis de forsøger at flygte.

Så desperat er situationen i den russiskbesatte ukrainske by Oleshky ifølge B.T.s udlandsredaktør, Jeppe Elkjær.

Men nu er Rusland og Ukraine nået til enighed om en midlertidig, lokal våbenhvile, der skal sikre nødhjælp og evakuering.

Og ifølge Det Hvide Hus har USA's førstedame, Melania Trump, været med til at få aftalen på plads.

Det kan lyde overraskende, men det er det trods alt ikke ifølge Jeppe Elkjær. 

»Det er ikke uvant, at førstedamer i USA appellerer mere til medmenneskeligheden i folk,« forklarer han.

Han peger på, at den tidligere model og førstedame før har engageret sig i krigens humanitære konsekvenser og blandt andet skrevet til Ruslands præsident, Vladimir Putin, på vegne af krigens børn.

»Så det giver ud fra det meget god mening, at det kommer fra hende.«

Men man skal ikke forveksle aftalen med et gennembrud i de store fredsforhandlinger.

»Det handler ikke om en bredere fred i Ukraine. Det er vigtigt at huske på,« understreger Jeppe Elkjær.

Alligevel ser han det som et positivt tegn, at parterne kan nå til enighed.

»For hvis Rusland og Ukraine ikke engang kan enes om at afhjælpe en humanitær katastrofe, hvordan skal de så kunne nå frem til en større fredsaftale?,« siger han.

Ifølge Det Hvide Hus har Melania Trump og en repræsentant forhandlet direkte med russiske og ukrainske ledere om den lokale våbenhvile.

Men har førstedamen ligefrem selv siddet med ved forhandlingsbordet?

»Det har hun nok, men ikke i de store forhandlinger med USAs forhandlere Steve Witkoff, Jared Kushner og russerne. Hun har nok snarere været inde og sige, at det her er så slemt, at der skal gøres noget,« siger Jeppe Elkjær og tilføjer:

»Der er helt sikkert nogle humanitære organisationer, som har taget fat i hende og sagt: 'Kan du ikke gøre noget?' Og så har hun nok lagt pres på sin mand.«

Så det er ikke bare Donald Trump, der har valgt at give hende æren?

»Nej, det tror jeg ikke, for Trump lytter faktisk til hende. Selvfølgelig ikke altid, men nogle gange gør han. Og hun har jo alt andet lige en adgang, som ingen anden.«

Ukraines ombudsmand, Dmytro Lubinets, bekræfter ifølge Reuters, at våbenhvilen i Olesjky træder i kraft tirsdag 27. oktober. Han hylder samtidig Melania Trump, for at gøre våbenhvilen mulig.