USA har lørdag udført nye angreb mod flere mål i Iran.

Det skriver det amerikanske militærs centralkommando, Centcom, kort før midnat dansk tid på det sociale medie X.

I opslaget lyder det, at de amerikanske styrker »gennemfører yderligere angreb efter Irans seneste angreb på et handelsskib«.

»Styrker under det amerikanske Centralkommando gennemførte den 27. juni yderligere angreb mod flere mål i Iran efter ordre fra den øverstbefalende,« lyder det med henvisning til den amerikanske præsident, Donald Trump.

Meldingen kommer kort efter, at mediet Axios på baggrund af forlydender fra en unavngiven amerikansk embedsmand berettede om, at USA udførte angreb i et område nær Hormuzstrædet.

Det fremgår ikke umiddelbart af opslaget, hvor angrebene fra USA præcist skal have fundet sted.

Angrebene skal ifølge Centcom være udført som reaktion på, at fragtskibet 'Ever Lovely', der sejlede under Singapores flag, torsdag blev angrebet, imens eller kort efter at det sejlede gennem Hormuzstrædet fra Den Persiske Golf.

Efterfølgende svarede USA igen med angreb lørdag, hvorefter Iran – ifølge Centcom – »fik en chance for at overholde våbenhvileaftalen, men valgte ikke at gøre det, da dets styrker i morges kl. 04.30 affyrede en selvmordsdrone, der ramte M/T Kiku«.

»Det panamansk-flagede tankskib var på gennemsejling nær Hormuzstrædet med mere end to millioner tønder råolie,« lyder det i opslaget fra Centcom:

»Centcom-styrker gennemførte i dag angreb som en direkte reaktion på Irans fortsatte aggression mod handelsskibsfarten.«

Ifølge det amerikanske militærs centralkommando har amerikanske militærfly under angrebet ramt iransk overvågningsinfrastruktur, kommunikationssystemer, luftforsvarsanlæg, droneopbevaringsfaciliteter og minelægningskapaciteter.

»Handelsskibes passage gennem Hormuzstrædet fortsætter. De amerikanske styrker forbliver årvågne, slagkraftige og klar til at handle,« afslutter Centcom sin opdatering på X.

Iran har foreløbigt ikke udtalt sig om sagen.