Amerikanske og russiske embedsfolk skal i weekenden mødes i den amerikanske storby Miami.

Der skal de efter planen diskutere nye forhandlinger om præsident Donald Trumps plan for at afslutte krigen i Ukraine.

Sådan lyder det fra en embedsmand i Det Hvide Hus til nyhedsbureauet AFP.

Samtalerne vil dermed finde sted, efter den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, har udtalt sig positivt om fremskridtene efter møder i Berlin, hvor udsendinge fra Ukraine og USA har drøftet en plan for at bringe Ruslands krig mod Ukraine til ophør.

Zelenskyj mødtes søndag og mandag med europæiske og amerikanske repræsentanter i den tyske hovedstad.

Efter møderne mandag skrev den tyske forbundskansler, Friedrich Merz, på det sociale medie X, at en våbenhvile så ud til at være mulig, for første gang siden krigen i Ukraine begyndte i 2022.

»For første gang siden krigen begyndte, lader en våbenhvile nu til at være mulig,« skrev han mandag aften.

Efter et opkald med europæiske ledere mandag aften udtrykte også Donald Trump optimisme.

»Jeg tror, at vi er tættere på nu end nogensinde før,« lød det ifølge nyhedsbureauet Reuters fra den amerikanske præsident.

Ukraine har bedt om, at USA og Europa garanterer for Ukraines sikkerhed, hvis der bliver forhandlet en fredsaftale på plads. Det skal afholde Rusland fra en eventuel ny invasion.

Her ses den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, under et møde i Haag den 16. december.
Her ses den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, under et møde i Haag den 16. december. Foto: Remko De Waal/AFP/Ritzau Scanpix

Onsdag var meldingen fra den russiske præsident, Vladimir Putin, omvendt under et møde i landets forsvarsministerium, at Rusland med sikkerhed vil nå sit mål med krigen i Ukraine.

»Målet med den særlige militære operation vil bestemt blive nået,« sagde han.

Den russiske præsident begrundede invasionen med, at Ukraine – ifølge ham – blev ledet af en nazistisk regering, som begik folkedrab på etniske russere i Ukraine.

Blandt andet ville han beskytte etniske russere i den ukrainske Donbas-region.

Putin har siden begyndelsen af krigen krævet, at Donbas bliver indlemmet i Rusland.

Han har også gjort krav på provinserne Kharkiv og Zaporizjzja, som Rusland allerede hævder at have annekteret.