»Den stærkeste konventionelle hær i Europa.«

Sådan lød målet for det tyske militær, Bundeswehr, tidligere på året – og nu ser det ud til, at man foretager flere træk for at gøre det en realitet.

Blandt andet forlyder det nu fra kilder, at Tyskland planlægger at investere milliarder på en række militære kontrakter.

Det skriver Bloomberg, der henviser til oplysninger fra unavngivne kilder.

Helt konkret lyder det, at de tyske politikere står over for at skulle godkende 29 militære indkøbskontrakter til en rekordstor værdi af 52 milliarder euro.

Et beløb, der svarer til knap 390 milliarder danske kroner.

Den tyske kansler, Friedrich Merz, ses her under en tale i maj.
Den tyske kansler, Friedrich Merz, ses her under en tale i maj. Foto: Toms Kalnins/EPA/Ritzau Scanpix

Alt sammen skal indgå som en del af den tyske regerings bestræbelser på at omdanne Bundeswehr til Europas stærkeste konventionelle hær, lyder det.

Kontrakterne dækker over både materiel og tjenester, hævder kilderne.

Herunder skal 22 milliarder euro – ifølge kilderne – gå til grundlæggende militærudstyr og -beklædning, 4,2 milliarder euro til det pansrede infanterikampkøretøj Puma, 3 milliarder euro til Arrow 3-luftforsvarsmissiler og -affyringsramper, og 1,6 milliarder euro til overvågningssatellitter.

Det var i foråret, at den tyske kansler, Friedrich Merz, under en tale til parlamentet, efter han forinden blev valgt til posten, lovede at gøre Bundeswehr til »den stærkeste konventionelle hær i Europa«.

»Vores venner og partnere forventer også dette af os. De kræver det faktisk praktisk talt,« sagde han ifølge DW – hvilket formentlig er en henvisning til, at den amerikanske præsident, Donald Trump, har krævet, at Nato-allierede bruger flere penge på forsvar.

»Den tyske regering vil stille alle de økonomiske ressourcer til rådighed, som Bundeswehr har brug for for at blive Europas stærkeste konventionelle hær,« lød det fra Merz.

Udover milliardinvesteringerne ser man i Tyskland også på, hvordan man får flere soldater til militæret.

Fredag i sidste uge godkendte de tyske politikere ifølge AP regeringens plan for at tiltrække flere rekrutter.

Planen indeholder blandt andet mere attraktive løn- og vilkår for folk, der tiltræder på kort sigt, bedre træning og mere fleksibilitet i, hvor længe folk kan tjene – startende fra minimum seks måneder, lyder det.

Desuden har parlamentet ifølge BBC også stemt for indføre frivillig militærtjeneste, efter den obligatoriske militærtjeneste blev afskaffet i 2011.

Hvis sikkerhedssituationen forværres, eller hvis for få frivillige melder sig, kan en form for obligatorisk militærtjeneste overvejes, lyder det.

»Bundeswehr skal vokse. Den internationale sikkerhedssituation, især Ruslands aggressive adfærd, gør dette nødvendigt,« sagde forsvarsminister Boris Pistorius i sidste uge ifølge AP.

I de senere år har antallet af aktivt militærpersonale i Tyskland ligget lige over 180.000 – sammenlignet med omkring 300.000 i 2001.

Den tyske regering ønsker ifølge AP at hæve antallet til 260.000 i løbet af det næste årti.

Desuden vil man også have brug for omkring 200.000 reservister, hvilket er mere end det dobbelte af det nuværende tal, oplyses det.