Russiske hærchefer torturerer og henretter russiske soldater, der nægter at kæmpe i krigen i Ukraine.
Sådan lyder det i en ny undersøgelse, som det uafhængige russiske medie Verstka står bag. Det skriver The Guardian.
Undersøgelsen tegner et dystert billede af intern vold i den russiske hær, hvor soldater bliver sendt i døden af kommandørerne, hvis de nægter at kæmpe i Ukraine.
Ifølge mediet er 101 russiske hærchefer anklaget for at have myrdet, tortureret eller straffet deres egne soldater, og mindst 150 dødsfald er verificeret.
Verstkas undersøgelse bygger på vidneudsagn fra soldater, pårørende til døde, lækkede videoer og officielle klager.
Flere soldater fortæller, hvordan deres overordnede har udpeget såkaldte »henrettelsesskytter« til at åbne ild mod dem, der nægter at adlyde, og bagefter smide ligene i floder eller grave og registrere dem som 'dræbt i kamp'.

Andre beskriver, hvordan hærcheferne bruger droner til at »aflive« sårede soldater eller soldater, der forsøger at trække sig tilbage.
På den måde bliver drabene forklædt som værende sket på slagmarken.
Verstka, som ifølge The Guardian er et prisbelønnet uafhængigt medie, som nu opererer i eksil, fremhæver også, hvordan soldater bliver tvunget til interne gladiatorlignende kampe, hvis de ikke adlyder ordrer.
Historier om intern vold i den russiske hær har floreret siden krigens begyndelse, men The Guardian kalder den nye undersøgelse for den mest omfattende til dato.
Kreml har flere gange afvist sådanne historier og i stedet insisteret på, at det netop er den slags problemer, der er udbredt i den ukrainske hær.
