Embedsmænd fra USA og Rusland har udarbejdet et nyt forslag om at afslutte krigen i Ukraine.
Det indebærer, at Ukraine skal give afkald på landområder og reducere sine væbnede styrker.
Det siger flere kilder med kendskab til sagen til Financial Times (FT) og Reuters.
USA har ifølge de to medier lagt pres på præsident Volodymyr Zelenskyj for at acceptere forslaget.
Embedsmænd i Kyiv siger ifølge FT, at forslaget opfylder Ruslands ønsker, og at det i sin nuværende form ikke er spiseligt for Ukraine.
Onsdag er den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj i Tyrkiet for at føre fredsforhandlinger med præsident Recep Tayyip Erdogan.
Det meddeler den ukrainske stabschef Andrej Jermak på X.
Samtalerne handler om, hvordan Ruslands offensive krig mod Ukraine kan afsluttes, skriver stabschefen.
