Den russiske præsident, Vladimir Putin, gør meget for at holde oplysningerne om sit helbred hemmelig.
På udlandsrejser skal han angiveligt have en agent ansat til at indsamle sin afføring, så den kan komme med tilbage til Moskva.
Men nu er det tilsyneladende lykkedes for hackere at få fat i en dna-test fra Putin.
Det hævder i hvert fald både ukrainske TSN og tyske Bild.
Begge medier skulle angiveligt have set den lækkede test.
Og hvad afslører den så?
Testen er udført af forskningsselskabet Genotek i december 2022.
Den viser, at præsidentens genetiske sammensætning tilhører haplogruppen E1b1b-E-V13, som siges at være sjælden i Rusland.
Sammensætningen skulle være mere udbredt i Kosovo.
Den er blandt andet forbundet med en øget risiko ofr visse sygdomme som for eksempel prostatakræft.
Rygter om Putins helbred har cirkuleret i en årrække – angiveligt også inden for vestlige efterretningstjenester.
For eksempel skrev Dan Sabbagh, forsvars- og sikkerhedsredaktør på den prestigefyldte britiske avis The Guardian, i 2022, at efterretningskilder havde udtalt, at de siden 2017 havde bemærket, at Putins personlighed havde »ændret sig dramatisk«.
Kreml har endnu ikke været ude at kommentere de to mediers dna-historie.