Israel har fredag begyndt nye, omfattende angreb mod flere områder i Iran.

Det oplyser Israels militær i et opslag på beskedtjenesten Telegram.

Meldingen fra militæret kommer samtidig med, at iranske medier skriver om flere forskellige israelsk-amerikanske angreb mod landet.

Blandt andet skriver det iranske statslige nyhedsmedie Irna, at et luftangreb har dræbt to personer ved Firouzabad cementfabrik i den sydlige provins Fars, skriver Reuters.

Derudover er to store stålværker ligeledes blevet skadet i angreb ifølge det iranske nyhedsbureau, skriver AFP.

Det gælder stålværkerne Khuzestan i det sydvestlige Iran og Mobarakeh i den centrale del af landet.

Et anlæg, der forarbejder uran, i den centrale del af landet, skulle ligeledes være blevet ramt, oplyser Irans atomenergiorganisation ifølge AFP.

Angrebet har "ikke medført frigivelse af noget radioaktivt materiale", lyder det.

Samtidig skulle også tungtvandsanlægget Khondab være blevet angrebet, oplyser Hassan Ghamari, der er en embedsmand i Markazi-provinsen, til Fars, skriver AFP.

Tungt vand bliver blandt andet brugt i atomreaktorer.

Der er heller ikke ved Khondab-anlægget meldinger om hverken skadede eller dræbte personer eller radioaktivt læk.

/ritzau/