Hangarskibet U.S.S. Gerald R. Ford, der er verdens største krigsskib, kan sammen med sine eskorteskibe snart været på vej mod Mellemøsten.
Formålet skal være at øge presset på Iran, som den amerikanske præsident, Donald Trump, forsøger at få til at indgå en aftale om sit atomprogram.

Det skriver blandt andet The New York Times og nyhedsbureauet AP, som begge henviser til oplysninger fra unavngivne kilder.
I Mellemøsten er det planen, at hangarskib skal slutte sig til U.S.S. Abraham Lincoln-hangarskibet, som allerede befinder sig i Den Persiske Golf – som en del af Trumps fornyede pres mod de iranske ledere.
Tidligere på ugen lød det fra Trump, at han ønskede at sende et andet hangarskib til regionen – men hverken han eller flåden har sat navn på skibet.
»Enten laver vi en aftale, eller også bliver vi nødt til at gøre noget meget hårdt som sidste gang,« sagde han tirsdag i et interview med Axios, tilsyneladende med henvisning til en række amerikanske angreb på iranske atomanlæg i juni.

Ifølge de unavngivne kilder skal det skib, der sendes dertil, være U.S.S. Gerald R. Ford, som er verdens største hangarskib og i øjeblikket befinder sig i Caribien.
Kilderne hævder, at hangarskibet – der måler omkring 330 meter i længden og 40 meter i bredden – og dets eskorteskibe efter planen ikke forventes at vende tilbage til deres hjemhavne før i slutningen af april eller begyndelsen af maj.
Besætningen på skibene blev ifølge kilderne informeret om sagen torsdag.
Ford-hangarskibets angrebsgruppe har været i Caribien siden november som en del af Trumps indsats ved Venezuela, hvor amerikanske styrker de seneste måneder har gennemført en række angreb mod både, som man hævder smugler narkotika.

I sidste uge fandt atomforhandlinger mellem USA og Iran sted med repræsentanter fra Oman som mæglere.
Det var det første møde mellem de to lande, siden USA i juni sluttede sig til Israels krig mod Iran, hvor flere atomanlæg blev angrebet.
USA og Iran førte også i foråret sidste år forhandlinger om en ny aftale, der skulle afløse atomaftalen fra 2015, som USA trak sig ud af i 2018 under Trumps første præsidentperiode.
Trump har tidligere udtalt, at Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, »burde være meget bekymret«, mens Khamenei har advaret om, at ethvert angreb fra USA vil udløse en »regional konflikt« i Mellemøsten.

