Venezuela er natten til lørdag lokal tid blevet angrebet af USA.
Det bekræfter Venezuelas regering i en udtalelse ifølge Reuters, ligesom USA's præsident, Donald Trump, bekræfter angrebene i et opslag på det sociale medie Truth Social.
Angrebene har ramt hovedstaden, Caracas, samt delstaterne La Guaira, Miranda og Aragua.
Flere venezuelanske soldater og civile har mistet livet, oplyser Venezuelas vicepræsident, Delcy Rodriguez, uden at nævne et specifikt antal.
På USA's side er der ingen omkomne, oplyser Trump ifølge Reuters.
Formålet med USA's angreb er ifølge den venezuelanske regering at få adgang til landets oliereserve og andre naturressourcer.
Som følge af angrebene har Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, erklæret national undtagelsestilstand i landet.
Desuden vil Venezuela bede FN's Sikkerhedsråd og FN's generalsekretær om at fordømme nattens angreb, lyder det i udtalelsen fra landets regering.
Ifølge Trump er Maduro blevet taget til fange og er blevet fløjet ud af Venezuela sammen med sin hustru.
Det er uklart, hvor parret nu befinder sig.
USA's ambassade i Colombia, som bistår amerikanske statsborgere i Venezuela, beder alle amerikanere om straks at forlade Venezuela.
Derudover skal amerikanere undgå alle grænseområder i landet, skriver ambassaden på sin hjemmeside.
Flere medier rapporterede tidligt lørdag morgen dansk tid om eksplosioner og strømafbrydelser nær en større militærbase i Caracas.
Blandt andet var der meldinger om lavtflyvende fly og mindst syv eksplosioner omkring klokken 02.00 lokal tid.
Derudover rapporterede flere lokale medier om eksplosioner i delstaterne La Guaira og Miranda, som begge ligger ud til Venezuelas kyst.
I de seneste måneder har USA's præsident, Donald Trump, øget presset på Maduro, og USA har angrebet flere skibe i Stillehavet og Det Caribiske Hav.
USA har anklaget de ombordværende på skibene for at smugle narkotika - blandt andet fra Venezuela til USA.
Maduro har til gengæld beskyldt USA for at forsøge at opnå et regimeskifte i Venezuela for at få adgang til landets enorme oliereserver.
Donald Trump har gentagne gange advaret om, at operationer på landjorden i Venezuela kan komme på tale, samtidig med at han har øget USA's sanktioner mod Venezuela og USA's tilstedeværelse i regionen.
Mandag hævdede USA's præsident, at USA havde ødelagt en havnekaj i Venezuela, hvilket hverken er be- eller afkræftet af Maduro.
/ritzau/
