Amazon har betalt kassen for det nye dokumentarfilm om Melania Trump.

Hele 75 millioner dollar – svarende cirka 470 millioner kroner – har streaminggiganten brugt for at sikre sig rettighederne til filmen om USAs førstedame.

Tallene er svimlende, men alligevel spår mange, at filmen bliver en fiasko.

Den del kommer vi tilbage til. For først skal det handle om de store beløb, der er brugt på filmen.

Ifølge flere medier – herunder The New York Times og Al Jazeera – går 250 millioner kroner af beløbet på selve rettighederne til filmen, mens de resterende knap 220 millioner kroner bruges på en storslået marketingkampagne.

Det totale beløb, som Amazon har smidt på bordet, er 26 millioner dollar højere end det næsthøjeste bud, der kom fra Disney. Omregnet til kroner er det 163 millioner.

Den amerikanske præsident Donald Trump og hans hustru Melania Trump ankommer til premieren på dokumentarfilmen 'Melania.'
Den amerikanske præsident Donald Trump og hans hustru Melania Trump ankommer til premieren på dokumentarfilmen 'Melania.' Foto: Kylie Cooper/Reuters/Ritzau Scanpix

Medierne skriver, at reklamebudgettet til Melania er cirka 10 gange højere, end hvad man normalt ser til højtprofilerede dokumentarfilm.

Melania Trump er selv executive producer – eller producent – på filmen, og det betyder ifølge AFP, at hun angiveligt modtager 70 procent af beløbet på 40 millioner dollar. Det skriver Al Jazeera.

 Er det tilfældet, tilfalder der førstedamen godt 175 millioner kroner.

Og de voldsomme beløb får det til at slå alarm fra flere kanter. 

The New York Times skriver blandt andet, at det voldsomme bud 'får mange i Hollywood til at spekulere på, om Amazons fremstød er andet end et forsøg på at indynde sig hos præsident Trump.'

Hos Al Jazeera fremgår det, at 'dokumentarens betydelige pris i forhold til de relativt beskedne forventninger til billetsalget har fået mange til at spekulere i, at filmen blev købt til en overpris for at vinde gunst hos Trump-administrationen.'

Amazon benægter selv anklagen.

'Vi har erhvervet rettighederne til filmen af én eneste grund – fordi vi tror, at kunderne vil elske den,' lyder det ifølge The New York Times.

For prisen har Amazon også sikret sig en dokumentarserie om Melania Trump, der forventes at lande senere i år. 

Dokumentarfilmen om Melania Trump blev vist ved en privat forpremiere i Det Hvide Hus.

Siden da har den dog fået en skuffende start flere steder, mens en vild fiasko truede i britiske biografer, hvor der kun var solgt en enkelt billet.

Desuden har en filmdistributør nægtet at vise filmen i Sydafrika, mens tv-værten Jimmy Kennel også har pustet til rygterne om bestikkelse.

Læs mere om det her.