En mand er angiveligt blevet halshugget og dræbt i en forstad lidt uden for Paris.

Det skriver flere internationale medier, herunder Reuters og AFP.

Det er endnu sparsomt med oplysninger om sagen, og i første omgang hed det sig, at en mand var blevet stukket med en kniv i halsregionen og siden afgået ved døden. Det er siden blevet rettet til, at der skulle være tale om en decideret halshugning.

Gerningsmanden er tilsyneladende blevet skudt af politiet. Det vides ikke, hvad hans tilstand er.

Offeret for halshugningen var skolelærer på mellemskoleniveau, oplyser en talsmand for politiet til nyhedsbureauet Reuters.

Læreren skal have vist karikaturtegninger af profeten Muhammed i undervisningen.

En politikilde fortæller til nyhedsbureauet Reuters, at gerningsmanden ifølge vidner skal have råbt "Allahu Akbar (Gud er størst, red.)" i forbindelse med angrebet. Den information er ved at blive undersøgt nærmere, tilføjer kilden.

En anden politikilde oplyser ifølge Reuters, at offeret er blevet halshugget. Det er dog ikke officielt bekræftet.

Den mistænkte gerningsmand blev spottet af betjente på patrulje nær gerningsstedet med en kniv. Betjentene skød og dræbte manden på stedet, oplyser en talsmand for politiet ifølge Reuters.

Den mistænkte gerningsmand var bevæbnet med en knivlignende genstand, som han truede politiet med.

Gerningsstedet er blevet afspærret, og bombeeksperter blev tilkaldt på grund af frygt for tilstedeværelsen af en bombevest, oplyser politikilden.

Fransk antiterror-politi oplyser, at det efterforsker sagen som "et drab med forbindelse til en terrororganisation".

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, vil besøge gerningsstedet, oplyser den franske tv-station BFM. Det vil han gøre efter et krisemøde i indenrigsministeriet fredag aften.

B.T. følger sagen.