Demonstranter afbrød flere gange præsident Donald Trumps vælgermøde i San Antonio natten til torsdag.

Men i kulisserne finder et helt andet drama sted. Med Trump i centrum.

Delstaten Texas' guvernør, republikaneren Greg Abbott, glimrede ved sit fravær under vælgermødet, hvor Trump var på scenen sammen med Ken Paxton, som er partiets kandidat til Senatet i den normalt ærkerepublikanske delstat ved midtvejsvalget 3. november.

Ifølge CNN bidrog Abbotts fravær til en stigende tendens: at republikanske politikere og kandidater forsøger at distancere sig fra den upopulære præsident forud for midtvejsvalget, hvor Republikanerne – som det ser ud nu – risikerer at miste flertallet i både Senatet og Repræsentanternes Hus.

Abbott undskyldte sit fravær med en travl kalender, men udeblev også fra et Trump-vælgermøde i sidste uge.

Republikanerne risikerer nærmest sensationelt at miste pladsen i Senatet i Texas ved midtvejsvalget – og nu er to interessante lydfiler dukket op.

USAs præsident, Donald Trump, fotograferet under vælgermødet i San Antonio natten til torsdag dansk tid. Foto: Evan Vucci/Reuters/Ritzau Scanpix

Lydfiler, hvor Ken Paxton ifølge to store amerikanske medier har givet udtryk for, at Donald Trump skader hans valgkamp.

»Det er ikke mig, der træffer beslutningerne, og jeg ved ikke... hvad der ligger bag nogle af beslutningerne,« sagde Paxton ifølge Axios til en gruppe republikanske donorer og lobbyister i sidste måned i et lydklip, som mediet kom i besiddelse af onsdag.

Det var Trump-administrationens krig i Iran og de høje brændstofpriser, han henviste til, og som ifølge Paxton skader hans egen mulighed for at blive valgt til Senatet fra Texas.

Paxtons valgkampagne afviser, at det var en kritik af præsidenten.

»Statsadvokaten (den post Ken Paxton besidder i Texas, red.) sagde det, som enhver texaner allerede ved: Benzin- og dieselpriserne er for høje, og hårdtarbejdende texanere kæmper med udgifterne ved både benzinpumpen og i supermarkedet,« siger Paxtons talskvinde, Madison Cercy, til CNN og tilføjer, at Trump efter Paxton-kampagnens opfattelse 'gør alt, hvad han kan, for at få priserne ned'.

Sidste uge så en anden lydfil dagens lys.

The New York Times offentliggjorde lydfilen, hvor Paxton beklagede sig over, at Trumps konvent for midtvejsvalget – der blev afholdt i Dallas i sidste måned – havde skadet hans valgkampagne.

»For at være helt ærlig, så faldt vores tal (i meningsmålingerne, red.) – da vi holdt det konvent,« sagde Ken Paxton ifølge The New York Times i lydfilen.

Paxtons seniorrådgiver, Nick Maddux, kalder over for CNN historien i The New York Times for 'manipuleret vrøvl'.

I en få dage gammel meningsmåling fører demokraten James Talarico over Ken Paxton i kampen om at blive valgt til Senatet fra Texas. 

Sidst en demokrat vandt en plads  i Senatet fra Texas, var i 1988.