Israel suspenderer nødhjælp til Gazastriben indtil videre.
Det meddeler flere israelske medier søndag ifølge Reuters.
Den israelske avis Haaretz skriver, at regeringen har givet militæret ordre til at stoppe levering af nødhjælp.
Det kommer, efter at Israel og den palæstinensiske Hamas-bevægelse har beskyldt hinanden for at bryde den våbenhvile, der blev indgået i sidste uge.
Israels militær siger, at palæstinensiske "terrorister" har angrebet soldater i både den nordlige og sydlige del af Gazastriben tidligere søndag.
Hamas har afvist at have kendskab til angrebene.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, sagde tidligere søndag, at han har beordret en "kraftig indsats mod terrormål i Gaza".
Kort efter meddelte Israels militær, at det har indledt en ny bølge af angreb mod Hamas-mål i den sydlige del af Gazastriben.
Mindst 21 mennesker er blevet dræbt i israelske angreb søndag, meddeler civilforsvaret i Gazastriben ifølge nyhedsbureauet AFP.
Over 3000 ton mad og anden nødhjælp er kommet ind i det sønderbombede palæstinensiske område, efter at Israel og Hamas indgik en våbenhvile fredag 10. oktober.
Men det er langt fra nok til de lidt over to millioner indbyggere, siger FN.
FN's chef for koordinering af nødhjælp, Tom Fletcher, opfordrede onsdag Israel til straks at åbne grænseovergangen Rafah mod Egypten, så nødhjælp kan komme ind.
- Vi har efterlyst uhindret adgang. Det bør ske nu. Vi ønsker, at det sker med det samme som en del af aftalen, sagde han.
Israel meddelte lørdag aften, at Rafah-grænsen forbliver lukket på ubestemt tid.
I marts indførte Israel en blokade for al nødhjælp til Gazastriben.
Som følge af blokaden erklærede FN hungersnød i dele af Gazastriben i august. Et ukendt antal mennesker er enten sultet ihjel eller er døde af sygdomme.
Noget nødhjælp er kommet ind i området siden maj, men det er langt fra tilstrækkeligt, har FN og internationale hjælpeorganisationer meddelt.
/ritzau/