Medier: Iran rejser hjem efter 18 timers fredsforhandlinger
De tekniske forhandlinger om at implementere et forståelsespapir starter ifølge flere medier mandag.
De tekniske forhandlinger om at implementere et forståelsespapir starter ifølge flere medier mandag.
Irans chefforhandler, der har deltaget i fredsforhandlinger med USA i Schweiz, er på vej hjem til Irans hovedstad, Teheran.
Det oplyser flere iranske medier mandag, skriver nyhedsbureauet AFP.
Chefforhandler Mohammad Bagher Ghalibaf og hans gruppe forlod "den bygning, hvor forhandlingerne fandt sted, efter omkring 18 timers intensive forhandlinger og drøftelser", skriver det statslige nyhedsbureau Irna.
Meldingen fra de iranske medier er endnu ikke blevet bekræftet fra officielt hold – hverken på iransk eller amerikansk side.
Samtidig lyder meldingen fra det iranske medie Isna, at de tekniske forhandlinger om at implementere et forståelsespapir, som de to parter er blevet enige om, allerede vil starte samme dag.
Det skriver Reuters.
Ifølge medierne vil det være Irans viceudenrigsminister, Kazem Gharibabadi, der leder den iranske delegation i de tekniske forhandlinger.
/ritzau/