Inden tale senere onsdag har Kamala Harris ringet til sin republikanske modkandidat og erkendt nederlag.
Demokratiske Kamala Harris har ringet til Donald Trump for at lykønske ham med sejren ved det amerikanske præsidentvalg.
Det erfarer en række medier onsdag med henvisning til anonyme kilder.
En kilde i Harris' stab siger til nyhedsbureauet AP, at demokraten talte med Trump om vigtigheden af en fredelig magtoverdragelse.
Kilden har krævet at være anonym for at kunne udtale sig.
Opkaldet har fundet sted, inden Harris senere onsdag ventes at erkende sit nederlag officielt.
Således er en tale planlagt på Howard University i Washington D.C. klokken 22 dansk tid.
Det svarer til klokken 16.00 Eastern Time. Det har Det Hvide Hus bekræftet ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Ligesom AP rapporterer Reuters og AFP, at Harris har ringet til Trump, der allerede kort før middag onsdag blev erklæret som vinder af valget af nyhedsbureauet AP.
Følg udviklingen i USA i B.T.s LIVE-blog lige her.
/ritzau/
