Der blev tirsdag aften iværksat en stor eftersøgning af et militærfly og dets besætning i franske Meurthe-et-Moselle.

Det skriver blandt andet Le Monde.

Flyet menes at være styrtet ned mellem Nancy og Pont-à-Mousson i et område, der omfatter de tre byer Rogéville, Domevre og Tremblecourt.

Ifølge borgmesteren i Pont-à-Mousson, Henry Lemoine, involverede ulykken et »militærfly«.

Pascal Doyotte, borgmesteren i Rogéville, udtalte, at vidner rapporterede om en høj eksplosion og en ildkugle på himlen om aftenen.

I løbet af aftenen og natten fløj en helikopter over området, og brandmænd og redningsmandskab ledte efter flyet og besætningen.

Ifølge flere franske medier er der formentligt tale om et kampfly.