USA's præsident, Donald Trump, har tirsdag afbrudt et interview med CBS News-programmet '60 Minutes' før tid og truet med at lægge det på Twitter.

Det skriver nyhedsbureauet dpa natten til onsdag dansk tid.

Trump skriver på Twitter, at han overvejer at offentliggøre det fulde interview på sin profil, inden det efter planen skal sendes på amerikansk tv søndag.

Ifølge præsidenten vil han gøre det, så 'alle kan få et glimt af, hvordan et falsk og forudindtaget interview ser ud'.

Trump forklarer ikke præcist, hvorfor han afbrød interviewet.

På Twitter bekræfter CBS News, at præsidenten afbrød interviewet med den kendte journalist Lesley Stahl før tid, men mediet giver ikke yderligere detaljer.

To unavngivne kilder oplyser til CNN, at Trump afbrød interviewet efter cirka 45 minutter, fordi han mente, at nyhedskanalen havde fået nok materiale.

Ifølge dpa antyder præsidentens udmeldinger, at interviewet har bevæget sig i en retning, der har gjort ham utilfreds.

Arkivfoto af Donald Trump.
Arkivfoto af Donald Trump. Foto: Samuel Corum
Vis mere

Trump beskriver i et andet tweet interviewet som en 'forfærdelig forstyrrelse af valget'. Her opfordrer han også sine følgere til at sammenligne det med et interview i samme format med hans modkandidat, Joe Biden.

Ud over Biden har programmet interviewet Demokraternes vicepræsidentkandidat, Kamala Harris.

Ifølge CNN skal Biden og Harris efter planen medvirke i programmet '60 Minutes' søndag sammen med Trump og vicepræsident Mike Pence.

CNN skriver, at Trump og Pence oprindeligt også skulle have medvirket på skærmen sammen, men at Trump aldrig vendte tilbage, efter at han udvandrede fra sit solointerview.

Trump har ofte beskyldt amerikanske medier for at behandle ham dårligt, men ifølge dpa vil det alligevel være usædvanligt, hvis præsidenten selv frigiver interviewet, inden det skal sendes søndag.

/ritzau/