En australsk mand skal være blevet underlagt et tilhold mod den norske prinsesse Ingrid Alexandra, der for tiden studerer i landet 'down under'.

Det er det australske medie Daily Telegraph Sydney, som beretter om sagen – der siden er blevet omtalt i en række norske medier, herunder Dagbladet og VG.

Ifølge det australske medie skal der være udstedt en såkaldt 'APVO' – Apprehended Personal Violence Order – der er en retskendelse, der beskytter folk mod eksempelvis stalking, chikane eller trusler.

Manden skal også være sigtet for stalking og trusler, efter der skal være blevet sendt et mistænkeligt brev til Ingrid Alexandra på Sydney Universitet, lyder det.

Ifølge mediet skal brevet være blevet sendt til St Andrew’s College, hvor den 22-årige prinsesse bor, mens hun studerer i Sydney.

Til VG oplyser politiet i New South Wales følgende om sagen:

Ingrid Alexandra er datter af den norske kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit.
Ingrid Alexandra er datter af den norske kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit. Foto: Ole Berg-Rusten/Reuters/Ritzau Scanpix

»Omkring klokken 22.00 sidste mandag (25. maj 2026) udstedte politiet i New South Wales et tilhold mod en 63-årig mand fra Glebe efter efterforskning foretaget af betjente tilknyttet Inner West Police Area Command.«

Desuden oplyser politiet, at der ikke er rejst tiltale i sagen.

»Vi plejer hverken at bekræfte eller afkræfte sådanne sager,« lyder det i en udtalelse fra det norske kongehus' kommunikationschef, Guri Varpe, til norsk TV 2:

»Vi henviser til PST (norsk sikkerhedstjeneste, red.), som har ansvaret for sikkerheden,« lyder det videre.

Til Dagbladet oplyser PST, at man er kendt med sagen og har iværksat tiltag i samarbejde med australske sikkerhedsmyndigheder.

»Vi kommenterer ikke yderligere, hvilke foranstaltninger der er blevet implementeret,« fprklaer kommunikationsrådgiver Eirik Veum hos PST til mediet.

Det vides ikke, hvad der stod i brevet, men ifølge det australske medie skal det være blevet opfanget af prinsessens sikkerhedsfolk.

Manden skal ifølge norsk TV 2 møde i retten onsdag den 3. juni.

Prinsesse Ingrid Alexandra flyttede til Australien sidste år for at studere samfundsvidenskab med speciale i internationale forhold og politisk økonomi.