En voldsom brand brød natten til torsdag ud på et hospital i tyske Ludwigslust nær Schwerin, der ligger øst for Hamborg.

Flere meldes at være kommet til skade - og senest meldes to personer døde.

Det skriver tyske Bild, der har talt med en talsmand for politiet.

Også det tyske nyhedsbureau dpa, der henviser til oplysninger fra en talskvinde for Ludwigslust-Parchim-distriktet, skriver, at to personer meldes omkommet.

Medierne beretter videre, at de foreløbige meldinger går på, at mindst 30 skal være kommet til skade i forbindelse med branden, der menes at være opstået i eller omkring tagkonstruktionen.

Både ansatte og patienter er blevet evakueret fra bygningen, hvor kraftig røg skal have spredt sig.

På billeder fra stedet kan man ifølge Bild se, hvordan patienter bliver kørt ud fra stedet i hospitalssenge og kørestole.

Det tyske medie Allgemeine Zeitung skriver, at branden har raset siden klokken 04.28 natten til torsdag.

Endnu er det uklart, hvor mange der er blevet evakueret fra hospitalet, og politiet oplyser ifølge Tagesspiegel, at det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at sige noget om skaderne eller personernes nærmere tilstand.

B.T. følger sagen.