Den amerikanske præsidents særlige udsending i Moskva, Steve Witkoff, skal i sidste måned have talt i telefon med en af den russiske præsident, Vladimir Putins, øverste rådgivere, Jurij Ushakov.
Under samtalen skal han være kommet med helt særligt råd til Ushakov.

Blandt andet om, hvordan den russiske leder skulle tale med Trump om fredsforhandlingerne vedrørende Ukraine.
Det skriver Bloomberg, der har gennemgået lydfilerne fra opkaldet, der fandt sted den 14. oktober, og udskrevet det i fuld længde.
»Min ven, jeg vil bare have dit råd. Tror du, det vil være nyttigt, hvis vores chefer taler sammen i telefonen?« lød det ifølge mediet undervejs fra Ushakov.
Det svarede Witkoff ifølge udskriften 'ja' til.

»Jurij, Jurij, her er, hvad jeg ville gøre. Mit forslag. Jeg ville ringe og bare understrege, at I lykønsker præsidenten med denne præstation (fredsaftalen i Gaza, red.), at I støttede den, at I respekterer, at han er en fredens mand, og at I bare er rigtig glade for at have set det ske. Så det ville jeg sige. Jeg tror, det vil være et rigtig godt opkald,« lød det ifølge Bloomberg fra Witkoff.
Videre forklarede han, at man »måske kunne udarbejde et 20-punkts fredsforslag, ligesom vi gjorde i Gaza'«
»Ok, ok, min ven. Jeg tror, at netop det punkt kunne vores ledere diskutere. Hey Steve, jeg er enig med dig i, at han vil lykønske, han vil sige, at hr. Trump er en ægte fredsmand og så videre. Det vil han sige,« skal det ifølge Bloomberg have lydt fra Ushakov.
Derefter skal Witkoff have givet udtryk for, at fred i Ukraine vil kunne blive opnået, hvis Rusland får kontrol over Donetsk.

»Mellem dig og mig; jeg ved, hvad der skal til for at få en fredsaftale på plads: Donetsk og måske en landbytteaftale et eller andet sted. Men jeg siger, at i stedet for at tale sådan, så lad os tale mere håbefuldt, for jeg tror, vi kommer til at indgå en aftale her. Og jeg tror, Jurij, at præsidenten vil give mig meget plads og diskretion til at nå frem til aftalen,« skal han have sagt.
Den lækkede samtale er blevet offentliggjort, efter USA i sidste uge fremlagde en fredsplan for Ukraine med 28 punkter.
Planen indeholdt store indrømmelser fra Ukraine - og den blev efterfølgende stærkt kritiseret for at være for Rusland-venlig.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, har ifølge The New York Post forsvaret samtalen - som han dog også forklarer, at han ikke har hørt.

Til journalister har han dog kaldt det for en 'standardform for forhandling'.
»Han (Witkoff, red.) skal sælge dette til Ukraine, han skal sælge Ukraine til Rusland, det er det, en forhandler gør,« lød det fra Trump, som tilføjede:
»Jeg har ikke hørt det, men jeg har hørt, at det var en standardforhandling, og jeg kan forestille mig, at han ville sige det samme til Ukraine, for hver part skal give og tage,« siger han.
Trump skrev tirsdag aften på Truth Social, at han vil sende Steve Witkoff til Moskva for at møde den russiske præsident, Vladimir Putin.
Du kan følge udviklingen i situationen i vores liveblog lige HER.

