På et lukket Nato-møde fredag leverede en udsending fra Trump-regeringen en dyster besked til de øvrige medlemslande: 

Pentagon gør klar til at mindske USAs bidrag til Nato betydeligt.

Trump-regeringen forventer samtidig, at de europæiske lande om få uger har en plan for, hvordan hullerne skal lukkes.

Det skriver det tyske medie Der Spiegel, der har fået indblik i fredagens møde. 

Ifølge Der Spiegels oplysninger vil USA fremover stille markant færre kampfly, krigsskibe, droner, tankfly og strategiske bombefly til rådighed for alliancen.

Eksempelvis vil USA reducere antallet af kampfly til Natos rådighed med en tredjedel, mens USA vil holde ubåde helt ude af Nato-regi.

Mediet beskriver mødet som »et vendepunkt for Nato«. 

USAs krav er angiveligt større og mere vidtgående, end de europæiske embedsmænd havde forventet.

De havde troet, at USA ville skære ned på NATO-bidraget langsommere og mere gradvis.

Den amerikanske melding handler i høj grad om, at USA fremover vil bidrage med markant færre tropper og mindre materiel til den såkaldte 'Force Model' i Nato.

Natos 'Force Model' kan i tilfælde af krig eller krise samle over 300.000 soldater i højt beredskab.

Europa har kun få uger til at præsentere, hvordan de vil lappe hullerne, inden den skal debatteres på et topmøde i Ankara i juni.