Det amerikanske udenrigsministerium er tilsyneladende ved at udvikle en onlineportal, som skal gøre det muligt for personer i Europa og andre steder at se indhold, der er forbudt af deres regeringer, herunder hadefuld tale og terrorpropaganda.

Det oplyser tre kilder med kendskab til sagen til nyhedsbureauet Reuters.

Tiltaget betragtes i USA som en måde at modvirke censur på, lyder det.

Portalen hedder freedom.gov og giver brugere over hele verden mulighed for at omgå regeringens kontrol med deres indhold.

Hjemmesiden indholder i øjeblikket et billede af en spøgelsesagtig hest, der galopperer over Jorden og teksten: "Friheden kommer. Information er magt. Genvind din menneskeret til ytringsfrihed. Vær klar."

Projektet ledes ifølge kilderne af USA's viceudenrigsminister for offentligt diplomati, Sarah Rogers.

Det var ifølge mediet planen, at hjemmesiden skulle være blevet lanceret på den internationale sikkerhedskonference i München i sidste uge.

Reuters har ikke kunnet fastslå, hvorfor lanceringen blev udskudt, men flere kilder siger, at embedsmænd i USA's udenrigsministerium har udtrykt bekymringer for planerne.

Projektet kan belaste forholdet yderligere mellem USA's præsident Donald Trumps administration og amerikanske allierede i Europa.

Forholdet er allerede anspændt på grund af uenigheder om handel, Ruslands krig i Ukraine og Trumps ønske om at få kontrol med Grønland.

En talsperson for det amerikanske udenrigsministerium oplyser til Reuters, at den amerikanske regering ikke har et program specifikt rettet mod at omgå censur i Europa, men tilføjede:

- Digital frihed er en prioritet for udenrigsministeriet, og det omfatter udbredelsen af teknologier til at omgå privatliv og censur som VPN'er (Virtual Private Network, red.).

Talspersonen afviser, at en lancering er blevet udskudt, og at der har været rejst interne bekymringer.

Europas tilgang til ytringsfrihed adskiller sig fra USA's, hvor forfatningen beskytter stort set al ytring.

Amerikanske embedsmænd har fordømt EU's politikker, som, de mener, undertrykker højreorienterede politikere.

EU's tilsynsmyndigheder kræver jævnligt, at USA-baserede platforme fjerner indhold og kan som sidste udvej indføre forbud.

X, som ejes af Trump-allierede Elon Musk, blev i december ramt af en bøde på 120 millioner euro for manglende overholdelse.

/ritzau/Reuters