Iran har lukket det afgørende stræde Hormuzstrædet, hvor der normalt sejles en femtedel af verdens olie ud.
Men det havde USA måske ikke forudset, ifølge CNN.
Mens de planlagde den igangværende operation, undervurderede Pentagon og Det Nationale Sikkerhedsråd betydeligt Irans villighed til at lukke Hormuzstrædet som reaktion på amerikanske militærangreb.
Det hævder flere kilder med kendskab til sagen, skriver mediet.
Ifølge CNN tog USA's præsident Donald Trumps sikkerhedsteam ikke fuldt ud højde for konsekvenserne af »det værst tænkelige scenarie.«
Kilderne beretter, at analyser og prognoser, som i tidligere administrationer ville have vejet tungt, blot blev anset som sekundære overvejelser.
Desuden fortæller kilderne til CNN, at Donald Trump i planlægningsfasen lænede sig op ad en snæver kreds af rådgivere.
Det betød, at diskussioner på tværs af ministerier om de potentielle økonomiske følger af en iransk strædelukning – som gengæld for amerikansk-israelske angreb – blev tilsidesat.
Krigen i Mellemøsten har skabt kaos på oliemarkedet.
Det har blandt andet fået Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) til fredag at meddele, at Danmark frigiver 1.246.000 tønder olie fra sine beredskabslagre.
I samme forbindelse oplyste ministeriet, at de 1.246.000 tønder olie udgør 20 procent af den samlede reserve i Danmark.
USA's finansminister, Scott Bessent, annoncerede torsdag, at USA midlertidigt har fjernet sanktionerne mod russisk olie. Det giver lande muligheder for at købe olie, der allerede befinder sig på skibe.
