Krigen mellem Rusland og Ukraine raser på femte år.

Nu er de ukrainske soldater ifølge et lokalt medie blevet beordret til at indstille kampene.

Dog ikke permanent, men i en periode på fire dage.

Det skriver Ukrajinska Pravda på baggrund af oplysninger fra kilder i den ukrainske hær.

Ifølge Ukrajinska Pravda trådte våbenhvilen i kraft ved midnat og vil vare indtil klokken 23.59 den 8. september.

Det ukrainske initiativ sker sideløbende med, at den amerikanske præsident, Donald Trumps, særlige udsendinge Steve Witkoff og Jared Kushner skal besøge Kyiv og Moskva for at diskutere et forslag om at afslutte krigen.

Der er ikke annonceret en formel våbenhvileaftale, og det vides ikke, om de russiske tropper vil fortsætte fjendtlighederne, mens forhandlingerne står på.

Hvor Witkoff og Kushner før har besøgt Rusland, er det første gang, de rejser til Ukraine. Det sker efter planen søndag.

Mens Trumps udsendinge er i Rusland, vil Ukraine garantere, at det russiske luftrum er sikkert, lyder det fra Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.

Han opfordrer også Rusland til at stoppe luftangrebene på Ukraine under forhandlernes besøg for at værne om deres sikkerhed.

»Der kommer ingen luftangreb fra vores side, og Rusland bør gensidigt sikre en våbenhvile uden luftangreb, mens samtalerne foregår,« sagde Zelenskyj ifølge nyhedsbureauet AFP fredag aften.

Fredag oplyste Trump, at de to udsendinge rejser til Rusland og Ukraine for at præsentere en plan, der kan sætte en stopper for krigen.

Den diplomatiske indsats for at sætte en stopper for krigen mellem Rusland og Ukraine har stået stille i flere måneder.

Krigen startede, da Ruslands præsident, Vladimir Putin, i februar 2022 beordrede en invasion af Ukraine i fuldskala. 

Inden da havde der været spredte kampe i det østlige Ukraine i flere år, efter at Rusland i 2014 ulovligt annekterede den ukrainske Krim-halvø.