Ukraine har sagt ja til en fredsplan, som Donald Trumps administration har forhandlet sig frem til.
Det skriver britiske Sky News og amerikanske CBS News.
USA sendte forleden et udkast til en fredsplan med 28-punkter, som siden er blevet vendt og drejet af embedsfolk og statsoverhoveder i Europa, USA og Ukraine.
Ifølge CBS er Ukraine og USA nu nået til enighed om et forslag, men detaljerne mangler stadig at komme helt på plads.
Det fortæller en unavngiven amerikansk embedsmand til mediet.
Ukraines nationale sikkerhedsrådgiver, Rustem Umerov, tror angiveligt på, at præsident Volodymyr Zelenskyj kan rejse til Washington, D.C. inden udgangen af november for at færdiggøre aftalen.
Nyheden kommer, mens ministeren for den amerikanske hær, Dan Driscoll, angiveligt er i Abu Dhabi for at mødes med russiske embedsmænd.
