Trumps nye pressesekretær Katie Zacharia har knap sat sig til rette bag sit skrivebord, inden hun nu tilsyneladende allerede er på vej ud igen.

Fox News og CNN har talt med kilder i Det Hvide Hus, der fortæller, at Zacharia »er på vej ud« af Det Hvide Hus.

Det sker, efter Trump fredag har bedt hende om at 'genoverveje sin rolle'.

The New York Times skriver også, at Zacharia er blevet fyret. Det skriver de på baggrund af tre kilder i Det Hvide Hus.

Fredag blev Trump mødt af pressen foran Det Hvide Hus, hvor han blev spurgt til hendes fremtid, efter flere sager om hendes person. 

Her svarede han, at jobbet »måske ikke er noget for hende«.

Da Trump herefter blev spurgt, om den kommentar betød, at han havde fyret Zacharia, lød svaret:

»Nej, nej. Jeg ønsker, at hun skal få et godt liv. Hun er blevet brutaliseret af medierne.«

Katie Zacharia har blot siddet på posten i fire dage, men allerede efter det første pressemøde tirsdag blev der sat spørgsmålstegn ved, om hun var opgaven som pressechef i Det Hvide Hus voksen. 

Flere journalister, der var med til pressemødet, kaldte hendes optræden katastrofal.

Samtidig vurderede flere embedsmænd i Det Hvide Hus ifølge CNN, at hendes optræden næppe faldt i god jord hos Trump.

Foruden det omtalte pressemøde har Katie Zacharia også været i modvind den seneste uge, efter det er kommet frem, at hun ikke har bestået den eksamen, som i USA giver licens til at praktisere som advokat, selvom hun har omtalt sig selv som advokat.

Det kan du læse mere om HER.

Det Hvide Hus har endnu ikke selv bekræftet, at Katie Zacharia har forladt stillingen som pressechef.