Da Donald Trumps loyale pressesekretær Karoline Leavitt i august forlod sin post for at bruge mere tid med sin familie, stod Det Hvide Hus pludselig uden en fast pressesekretær.

Nu sætter en artikel fra det amerikanske medie MS NOW fokus på problemerne med at finde hendes afløser – og på, hvilke konsekvenser det ifølge flere kilder har haft for Trump-administrationens kommunikation.

Flere kilder fortæller til mediet, at den manglende pressesekretær har bidraget til en dårligere intern kommunikation i regeringen.

Ifølge kilderne har fraværet også spillet en rolle i Trumps beslutning om at udelukke flere medier som CNN, MS NOW og Politico fra Det Hvide Hus' pressekreds. 

De pointer deler journalist på MS NOW Jake Traylor, som i et opslag på X, ifølge Dagbladet, skriver, at forbuddet skyldes den ubesatte stilling som pressesekretær. 

Udtalelserne fik Det Hvide Hus til tasterne, som efter få minutter kom med svaret:

»Alt, hvad disse klovne gør, er at lyve.«

En talsperson for Det Hvide Hus har sidenhen afvist over for MS NOW, at personer tæt på Trump skulle være overraskede over beslutningen om at udelukke de tre medier.

Medierne har siden fået adgang til Det Hvide Hus igen, efter en dommer torsdag beordrede det. Sagen fortsætter nu i retten.

MS NOW beskriver, hvordan en større del af kommunikationen nu går direkte gennem Trump selv frem for presseteamet. 

Ifølge MS NOW foretrækker flere af Trumps rådgivere, at hendes afløser findes internt.