FBI-direktør Kash Patel kan være tæt på at få sparket.
I hvert fald skriver Reuters ifølge Aftenposten, at USAs præsident, Donald Trump, overvejer at fyre FBI-direktøren.
Det amerikanske medie MS Now – tidligere kendt som MSNBC – skriver det samme.
Ifølge mediet, der har talt med flere anonyme kilder med kendskab til sagen, er Kash Patel kommet under lup for sin forvaltning af bureauets ressourcer.
Det gælder blandt andet sikkerhedsforanstaltninger for Kash Patels kæreste samt brug af et regeringsfly, skriver mediet.
Han har også haft stridigheder med flere Trump-loyalister.

Hvis Trump gør alvor af fyringen, vil det i så fald ske i løbet af de næste par måneder, skriver mediet.
Kash Patel har været direktør for FBI siden februar i år, hvor han blev udnævnt af netop Trump.
MS Now skriver, at Trump nu overvejer at udnævne den højtstående FBI-embedsmand Andrew Bailey som ny direktør.
Det Hvide Hus' talsperson Abigail Jackson har kommenteret sagen til MS Now. Hun kalder FBI-direktøren et »vigtigt medlem af præsidentens team, og han arbejder utrætteligt for at genoprette FBIs integritet«.
