Hans kalender er stort set tom. Han har ikke de store planer for den kommende uge, og han bruger det meste af sin tid på at se tv og rase over de partifæller, der går imod ham.

Sådan beskriver avisen The Washington Post situationen i Det Hvide Hus lige nu, hvor der er mindre end en uge tilbage af Donald Trumps embedsperiode.

Men selv om timeglasset rinder ud for præsidenten, så mangler der ikke dramatik i regeringsbyen.

Onsdag 6. januar stormede Trump-loyale og højreradikale bøller Kongressen, mens politikerne var i gang med den formelle godkendelse af valgresultatet og Joe Biden som ny præsident.

Voldsomme scener udspillede sig i Washington onsdag i sidste uge.
Voldsomme scener udspillede sig i Washington onsdag i sidste uge. Stephanie Keith

Angrebet på regeringsbygningen kom umiddelbart efter, at Trump havde talt ved en demonstration og opfordret sine tilhængere til at kæmpe for, at valget ikke 'blev stjålet fra ham'.

Fem mennesker mistede livet, mens de folkevalgte blev evakueret og barrikaderede sig bag borde og stole i lokaler rundtomkring i bygningen.

Trumps modstandere holder ham ansvarlig for optøjerne, og derfor besluttede Repræsentanternes Hus onsdag aften dansk tid at indlede en rigsretssag mod præsidenten.

232 stemte for en rigsretssag – heriblandt 10 republikanere – mens 197 stemte imod. Fem medlemmer valgte ikke at stemme.

Her underskriver formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, beslutningen om at stille Donald Trump for en rigsret.
Her underskriver formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, beslutningen om at stille Donald Trump for en rigsret. BRENDAN SMIALOWSKI

Demokraterne har udfærdiget et anklageskrift, som sigter Donald Trump for at have tilskyndet til oprøret.

Præsidenten fulgte angiveligt afstemningen fra Det Ovale Værelse, hvor han ifølge flere amerikanske medier sad og kogte af raseri over de republikanere, der stemte imod ham.

Tv-stationen NBC News er blandt de medier, der beskriver, hvordan præsidenten sad på sit kontor og fulgte afstemningen.

Samtidig voksede vreden i ham mod de af hans nærmeste allierede, som Donald Trump ikke følte havde kæmpet godt nok for ham.

Donald Trump fotograferet tirsdag i denne uge. (Arkivfoto)
Donald Trump fotograferet tirsdag i denne uge. (Arkivfoto) CHERISS MAY

»Han er vred over, at hans allierede ikke skaffede ham et bedre forsvar, efter at folkemængden stormede Capitol Hill i sidste uge,« siger folk i Trumps stab til Washington Post.

Avisen nævner i den forbindelse, at Trump er rasende på vicepræsident Mike Pence, som i det sidste afgørende øjeblik nægtede at føje præsidenten, men i stedet var med til at godkende Joe Biden som ny præsident.

Også forholdet til den tro væbner Rudy Giuliani skulle angiveligt være udfordret, fordi Trump er utilfreds med advokatens indsats for at forsøge at ændre valgresultatet.

Washington Post skriver, at præsidenten har nægtet at betale Giuliani en større regning, som han angiveligt skylder ham. Trumps personlige advokat skulle have udskrevet en regning på 20.000 dollar per dag for udgifter, han har haft den seneste tid, mens han har kæmpet præsidentens sag.

Trumps personlige advokat, Rudy Giuliani. (Arkivfoto)
Trumps personlige advokat, Rudy Giuliani. (Arkivfoto) MANDEL NGAN

Avisen nævner også, at Trump er utilfreds med pressesekretær Kayleigh McEnany, svigersønnen Jared Kushner, økonomisk rådgiver Larry Kudlow, sikkerhedsrådgiver Robert C. O'Brien og stabschef Mark Meadows.

»Han er i det humør, hvor han synes, det er synd for ham selv,« siger en kilde tæt på Trump til tv-stationen CNN, som også forklarer, at Trump 'er vred på alle'.

Selv yndlingsdatteren Ivanka Trump har ifølge kilder påkaldt sig sin fars vrede, fordi hun og hendes mand agter at deltage i indsættelsen af Joe Biden i næsten uge.

En ceremoni, som Trump har erklæret, at han ikke selv vil deltage i.

Præsidenten talte onsdag til folket via en videooptagelse på Det Hvide Hus' Twitter-profil. Her fordømte han angrebet mod Kongressen, men nævnte ikke rigsretssagen med et eneste ord.
Præsidenten talte onsdag til folket via en videooptagelse på Det Hvide Hus' Twitter-profil. Her fordømte han angrebet mod Kongressen, men nævnte ikke rigsretssagen med et eneste ord. THE WHITE HOUSE

Donald Trump får opbakning fra politisk rådgiver Jason Miller. Han understreger over for Washington Post, at han ikke forsvarer præsidentens handlinger. Han mener dog, at de, som stemte for rigsretssagen mod præsidenten, vil komme til at betale en politisk pris.

»Græsrødderne og hans tilhængere er hans styrke. Det er det, som betyder noget. Trump har aldrig set det som en styrke at være i hovedstaden. Det har altid handlet om at være der, hvor de rigtige mennesker er,« siger Miller til avisen.