Den amerikanske præsident, Donald Trump, og hans regering har afvist forsøg fra allierede i Mellemøsten på at indlede forhandlinger om at få en ende på krigen mod Iran.

Det fortæller tre kilder med kendskab til bestræbelserne til Reuters.

To højtstående iranske kilder fortæller desuden til mediet, at Iran afviser en våbenhvile, så længe USA og Israel stadig angriber, selvom flere lande ifølge kilderne har forsøgt at mægle for at afslutte konflikten.

Det er ifølge mediet blandt andet Oman, der flere gange har forsøgt at åbne en kommunikationskanal, men er blevet afvist af Det Hvide Hus.

Ifølge en anonym højtstående embedsmand i Det Hvide Hus afviser Trump at gå til forhandlingsbordet, fordi han er fokuseret på at 'fortsætte krigen og at svække Teherans militære kapacitet yderligere'.

- Han er ikke interesseret i det lige nu, og vi vil fortsætte missionen uformindsket. Måske kommer der en dag, men ikke lige nu, siger embedsmanden.