Trump-administrationen har ifølge CNN udarbejdet en hemmelig liste.
En liste, det er decideret livsfarlig at figurere på.
Ifølge den amerikanske præsident, Donald Trump, befinder USA sig i en 'væbnet konflikt' med narkokartellerne fra Syd- og Mellemamerika, og spændingerne mellem de mangeårige fjender Venezuela og USA har de seneste uger nået nye højder, efter at Trump har sendt adskillige krigsskibe til Det Caribiske Hav.
Mindst fire gange har USA angrebet påståede narkosmuglerbåde ud for Venezuelas kyst med adskillige dødsfald til følge – og den hemmelige liste antyder, at flere end hidtil antaget risikerer samme hårdhændede behandling.
Ifølge CNNs kilder har Trump-administrationen fået udfærdiget en hemmeligstemplet juridisk erklæring, hvis formål er at retfærdiggøre dødbringende angreb på narkokarteller og formodede menneskehandlere – vel at mærke uden forudgående juridisk blåstempling.
Listen, der er udarbejdet af justitsministeriet, omfatter ikke kun de grupper, som Donald Trump har udpeget som terrororganisationer, men også andre grupper.
»Med denne logik kan administrationen hævde, at enhver lille, mellemstor eller stor gruppe, der smugler narkotika ind i USA, udfører et angreb mod USA og reagere med dødbringende magt,« siger den tidligere Pentagon-advokat, Sarah Harrison, efter CNN havde beskrevet erklæringen for hende.
Juridiske eksperter har sået alvorlig tvivl om, hvorvidt de amerikanske angreb ud for Venezuelas kyst er lovlige.