Embedsmænd fra Pentagon har forberedt sig grundigt på potentielt at indsætte amerikanske landstyrker i Iran.
Det oplyser flere kilder til CBS News.
Donald Trump har ifølge kilderne overvejet, om han skal placere landstyrker i regionen, men det er uklart, under hvilke omstændigheder han vil give tilladelse til brug af tropper på jorden.
Det er ikke lang tid siden den amerikanske præsident afviste, at han ville gøre brug af netop den mulighed.
Han lukkede dog ikke døren helt.
»Nej, jeg sætter ikke tropper nogen steder,« fortalte han journalister i Det Ovale Kontor torsdag, da han blev spurgt om landtropper, men tilføjede hurtigt:
»Hvis jeg var det, ville jeg bestemt ikke fortælle jer det.«
Ifølge pressesekretær i Det Hvide Hus, Karoline Leavitt, skyldes forberedelsen, at man gerne vil give præsidenten maksimal valgfrihed.
»Det er Pentagons opgave at forberede sig på at give øverstkommanderende maksimal valgfrihed, det betyder ikke, at præsidenten har truffet en beslutning, og som præsidenten sagde i Det Ovale Kontor i går, planlægger han ikke at sende landtropper nogen steder på nuværende tidspunkt,« udtaler hun i en erklæring.
USA forbereder sig i forvejen på at indsætte dele af landets 82. luftvåbensdivision, mens tre krigsskibe med 2.200 marinesoldater ombord forlod Californien tidligere på ugen for at drage mod Mellemøsten.

