Tim Curry kendt fra The Rocky Horror Picture Show er død
Skuespilleren Tim Curry er død. Han er kendt for årtiers virke med ofte excentriske og skurkagtige roller.

Skuespilleren Tim Curry er død. Han er kendt for årtiers virke med ofte excentriske og skurkagtige roller.

Den britiske skuespiller Tim Curry, der blandt andet er kendt for kultfilmen "The Rocky Horror Picture Show", er død. Han blev 80 år.
Det skriver underholdningsmedierne TMZ og Variety onsdag.
Skuespillerens manager, Marcia Hurwitz, bekræfter til sidstnævnte, at Curry, der igennem årtier markerede sig med ofte skurkagtige og excentriske roller, døde tirsdag i sit hjem i Los Angeles.
Currys helt store rolle var som Dr. Frank-N-Furter i musicalkomedien "The Rocky Horror Picture Show" fra 1975, som også havde blandt andre Susan Sarandon på rollelisten. Inden filmen havde han også spillet i den oprindelige opsætning i London.
Filmen er blevet ærkeeksemplet på en kultfilm. Den fik en afdæmpet modtagelse til at starte med, men udviklede sig til et kæmpehit med midnatsvisninger i biografer og faste ritualer blandt publikum - og den gjorde Curry verdenskendt.
I den synger Curry i rollen som Frank-N-Furter blandt andet, at han "blot er en sød transvestit fra transseksuelle Transsylvanien".
- Da jeg læste den, syntes jeg bare, at den var meget, meget klog og sjov, har Curry ifølge nyhedsbureauet Reuters sagt.
Men han havde også sine forbehold.
- Altså jeg tøvede også lidt på den måde, at hvis det gik godt, kunne den være svær at komme videre fra. Men jeg har altid ment, at en rolle ikke var værd at spille, hvis ikke man tog en chance, sagde han.
Currys karriere spændte over mange årtier og også en lang række andre film, forestillinger og serier.
Det gælder blandt andet en rolle som dræberklovnen Pennywise i miniserien "It" fra 1990, som er baseret på Stephen King-romanen af samme navn.
Listen tæller også for eksempel "Alene Hjemme 2: Glemt i New York", "Charlie's Angels", "Jagten på røde oktober" og mange andre.
Men han udgav også tre rockalbummer i slutninger af 70'erne og starten af 80'erne - og hans karriere startede i første omgang i 1968 på West End i London i en opsætning af "Hair".
Han nåede at modtage en Daytime Emmy-pris og blev nomineret til blandt andet en Grammy- og tre Tony-priser.
Curry havde haft helbredsproblemer i over et årti, efter at han i 2012 fik et alvorligt slagtilfælde.
RITZAU