Den nu tidligere amerikanske minister for indenrigssikkerhed Kristi Noem er havnet i prekær familiesag.

Mediet Daily Mail har fundet frem til, at hendes mand, Bryon, angiveligt har levet et dobbeltliv.

Den tidligere minister, der blev fyret sidste måned af Donald Trump, har via en talsmand slået fast, at hun er dybt rystet over sagen.

I sin grundessens handler historien om, at Kristi Noems mand, Bryon Noem, angiveligt har levet et dobbeltliv som transvestit.

I Daily Mails artikel kan man se en række billeder af Bryon Noem iklædt kvindetøj med store, falske bryster.

Netop de billeder skal han have delt online med fetish-modeller og have udtrykt en forkærlighed for det man kalder 'bimbofication', hvor kvinders attributter er voldsomt overdrevne – og kan give mindelser om Barbie-udseende.

Kristin Noem til en høring i Senatet i maj 2025. Bag hendes ses manden, Bryon Noem.
Kristin Noem til en høring i Senatet i maj 2025. Bag hendes ses manden, Bryon Noem. Alex Wroblewski/AFP/Ritzau Scanpix

Ifølge Daily Mails oplysninger skal Bryon Noem også have sendt store pengebeløb til nogle af de fetish-modeller, som han kommunikerede med.

Sagen er dog ifølge eksperter, som det britiske medie har talt med, mere alvorlig end blot en historie om en tidligere ministers mand, som er transvestit.

På grund af delinger af de prekære billeder af Bryon Noem og pengeoverførslerne, så har der potentielt været et sikkerhedsproblem, slås det fast.

I sin tidligere stilling som minister for USAs indenrigssikkerhed kan Kristi Noem potentielt have været genstand for afpresning på grund af mandens dobbeltliv, skrives det.

Kristi Noem, der er tidligere guvernør i delstaten South Dakota, er en nær støtte af Donald Trump.
Kristi Noem, der er tidligere guvernør i delstaten South Dakota, er en nær støtte af Donald Trump. David Muse/Reuters/Ritzau Scanpix

Kristi og Bryon Noem har sammen tre voksne børn. Og de har været gift siden 1992.

I en udtalelse om sagen fra en talsmand for Kristi Noem til New York Post lyder det:

»Fru Noem er knust. Familien havde ikke set det her komme, og de beder om, at folk respekterer deres privatliv og beder for dem lige nu.«

Efter fyringen som minister for indenrigssikkerhed sidste måned har Kristi Noem fået en ny rolle i Trump-regeringen.

Nu har hun en titel som speciel udsending for at beskytte Amerika.