En britisk snigskytte har skudt og dræbt en jihadist med et enkelt skud på den utrolige afstand af 2,4 kilometer.
Det skriver The Daily Star Sunday - en historie mange andre engelske medier citerer, da der dermed er tale om en rekord for den britiske specialstyrke, SAS, hvor skytten er fra.
Den utrolige bedrift skal være sket i juni, da en sergent med et kaliber 0.50-maskingevær på hemmelig mission i det nordlige Afghanistan, sammen med sin enhed, overvågede en IS-lejr.
Skuddet skal ifølge de anonyme kilder bag historien have ramt IS-krigeren i brystet, hvilket forårsagede, at manden blev dræbt på stedet. Jihadisten figurerede angiveligt på en såkaldt britisk og amerikansk ‘kill-list’.
Ifølge våbenekspert, major og sektionschef ved Hærens Kamp- og Ildstøttecenter Jesper Lindgaard kræver det foruden stor dygtighed også en gevaldig portion held at ramme et mål på den afstand.
»Det skurrer altid lidt i ørerne, når jeg hører de historier, fordi de almindelige afstande ligger på mellem 1.200 meter og 1.500 meter. Men det er ikke anderledes, end at der hver uge er nogen, der vinder i Lotto. Det kan selvfølgelig lade sig gøre,« siger han og fortsætter:
»Under vores træninger ser vi også gode og heldige skud. Der er altid nogle, der træner for at flytte barren for, hvad der lader sig gøre.«
Under alle omstændigheder er skuddet et ‘lucky punch’ affyret på baggrund af kvalificeret held, lyder vurderingen.
»Man skal huske på, hvor lille en mand på måske 180 centimeter er på over to kilometers afstand - også selvom skytten ser igennem en optik. Og vinden er umulig at beregne, for den er ikke konstant. Skuddet har med en udgangshastighed på omkring 800 meter i sekundet omkring tre sekunders flyvetid, så meget kan ændre sig undervejs.«
Våbnet, der blev affyret fastmonteret fra en bil, bliver nu udstillet på elitestyrkens hovedkvarter i Hereford, lyder det.