Det er angiveligt en kompleks operation, der denne uge er kulmineret og har ført til en række eksplosioner i kommunikationsenheder rundt omkring i Libanon.
Og i centrum for den finder man – efter sigende – et skuffeselskab baseret i Ungarn.
Det skriver The New York Times efter at have talt med en række kilder, der hævder at have indsigt i sagen om de eksploderende personsøgere og håndholdte radioer, som tilhørte medlemmer af den væbnede gruppe Hizbollah og har dræbt flere og såret tusindvis i Libanon.
Over for det amerikanske medie hævder de unavngivne kilder, som blandt andet består af nuværende og tidligere forsvars- og efterretningsfolk, at Israel stod bag.
Og at det var en del af et komplekst og omfattende komplot.
Baggrunden for operationen var – hævder kilderne – den eskalerende spænding mellem Israel og Hizbollah som følge af den israelske krig i Gaza.
Allerede tidligere skal den øverste leder i Hizbollah, Hassan Nasrallah, ifølge amerikanske efterretningsvurderinger have presset på for at få gruppen til at investere i personsøgere, som kan modtage data uden eksempelvis at afsløre brugerens placering.
I modsætning til mobiltelefoner.

Noget, som Nasrallah ifølge The New York Times advarede sine tilhængere om i en tv-transmitteret tale tilbage i februar, hvor han hævdede, at Israel brugte mobilnetværk til at lokalisere gruppens agenter.
Men allerede inden Hassan Nasrallah besluttede at udvide brugen af personsøgere, skal israelske efterretningsfolk – ifølge kilderne – have iværksat en plan om at etablere et skuffeselskab, der skulle udgive sig for at være en producent af personsøgere, skriver mediet.
Og det firma skal være BAC Consulting, som har base i Ungarn.
Udadtil skal firmaet have haft en aftale om at producere personsøgere på vegne af det taiwanske firma Gold Apollo, men i virkeligheden skal firmaet – ifølge tre efterretningsofficerer, der angiveligt var orienteret om operationen – have været en del af en israelsk dækoperation.
Kilderne hævder videre, at der også blev oprettet mindst to andre skuffeselskaber.

BAC Consulting skal efter sigende have taget imod almindelige kunder, men hovedfokusset var Hizbollah.
De personsøgere, som gruppen gerne ville have, blev angiveligt produceret separat og indeholdt batterier med det eksplosive sprængstof PETN.
I artiklen hos The New York Times forlyder det, at israelske efterretningsofficerer omtalte personsøgerne som »knapper«, der kunne trykkes på, når tiden syntes moden.
Det tidspunkt skal efter sigende være kommet i tirsdags, hvor en række personsøgere rundt omkring i Libanon kort efter klokken 15.30 begyndte at bippe.
Og lidt efter eksploderede.
Onsdag skete det igen. Denne gang med små, håndholdte radioer eller walkie-talkies i centrum frem for personsøgere.
Påstandene fra de unavngivne kilder er ikke uafhængigt bekræftet.
Det eneste, der står klart, er, at det umiddelbart så ud til, at personsøgerne stammede fra selskabet Gold Apollo.

Men Gold Apollo, som har base i Taiwan, afviste onsdag i en udtalelse at have produceret personsøgerne.
I stedet skal apparaterne være produceret af firmaet BAC, lød det.
Men research af BAC tegner et billede af et selskabet, som er omgærdet af mystik.
B.T. har tidligere rakt ud til direktøren fra BAC for at få en kommentar, men det er ikke lykkedes.
Over en telefonforbindelse til NBC News har Cristiana Arcidiacono-Bársony, der angiveligt er direktør for firmaet, dog afvist at stå bag personsøgerne.
»Jeg laver ikke personsøgerne. Jeg er bare mellemled. Jeg tror, du har misforstået det,« sagde hun til NBC.
Den militante bevægelse Hizbollah har siden tirsdag hævdet, at det er Israel, der står bag eksplosionerne.
De to parter har været involveret i en stigende konflikt, siden Israel gik i krig mod Hamas i Gaza, efter Hamas udførte et terrorangreb 7. oktober sidste år.
Israel har ikke udtalt sig om sagen, men onsdag talte den israelske forsvarsminister, Yoav Gallant, ifølge AP til de israelske tropper:
»Vi er ved begyndelsen af en ny fase i krigen – det kræver mod, beslutsomhed og udholdenhed,« lød det blandt andet.
Yoav Gallant nævnte ikke de eksploderende anordninger, men roste den israelske hærs og sikkerhedsmyndighedernes arbejde og sagde, at »resultaterne er meget imponerende.«

