Rusland har ved hjælp af droner kastet falske pengesedler ned over de ukrainske regioner Sumy og Tjernihiv torsdag. 

Det skriver det ukrainske medie Kyiv Post. 

De falske pengesedler ligner til forveksling en almindelig ukrainsk pengeseddel og har en QR-kode på sig. 

I et opslag på Facebook skriver den ukrainske guvernør Oleh Hryhorov, at sedlerne er blevet nedsendt af russiske droner i de to distrikter, som grænser op til Rusland, og at sedlerne indeholder fjendtlige beskeder, og at QR-koderne leder til 'fjendtlige informationskilder'.

Sedlerne blev efterfølgende beslaglagt og sendt videre til nærmere undersøgelser. 

Befolkningen i regionerne opfordres til ikke at samle sedlerne op eller scanne QR-koderne på dem. 

De russiske myndigheder har ikke kommenteret på hændelsen eller afvist, at det er Kreml, der skulle stå bag spredningen af de falske pengesedler.