Rusland spiller i øjeblikket en væsentlig rolle i Mellemøsten.
Det er oplyser en række kilder til Wall Street Journal.
For midt i urolighederne i området - der begyndte med angreb fra Israel og USA mod Iran, som siden har spredt sig til flere lande - har Rusland udvidet sit samarbejde med Iran.
Ifølge mediets kilder har Rusland intensiveret både sin efterretningsdeling og det militære samarbejde med Iran.
Rusland har angiveligt leveret satellitbilleder direkte til Iran samt bidraget med forbedret droneteknologi for at hjælpe mod amerikanske styrker i den iranske hoved, Teheran.
Det drejer sig blandt andet om komponenter til at modificere de såkaldte Shahed-droner, som fungerer som ubemandede kampfly. Droner som Iran tidligere har leveret til Rusland til brug i krigen i Ukraine.

Der findes ikke en formel alliance mellem landene, men Iran betragtes som Ruslands nærmeste partner i Mellemøsten. Rusland er samtidig en af Irans største militære leverandører.
Ifølge analytikere svarer den russiske støtte til den efterretningsbistand, som USA og europæiske allierede har ydet Ukraine de seneste år.
Støtten skal blandt andet have bidraget til de seneste angreb på amerikanske radarsystemer i regionen.
»Hvis der er detaljer i de billeder, som russerne leverer, f.eks. om specifikke typer fly, ammunitionssteder, luftforsvarsaktiver og flådebevægelser, der har efterretningsværdi for iranerne, ville det virkelig hjælpe dem,« sagde Jim Lamson, tidligere CIA-analytiker med speciale i det iranske militær, til mediet.
Videre lyder det, at det iranske militær har haft stor succes med at ramme amerikanske og golfstaters militære aktiver under denne krig – blandt andet fordi man målrettet har fokuseret på radar- samt kommando- og kontrolsystemer.
En strategi, der minder om Ruslands fremgangsmåde i Ukraine, siger Nicole Grajewski, forsker ved Sciences Po, til Wall Street Journal.
Udover at støtte en allieret peger Jim Lamson på, at Ruslands præsident Vladimir Putin også ser strategiske fordele ved urolighederne i Mellemøsten – blandt andet hvis amerikanske forsyningslinjer bliver presset.
Omvendt vil det være en russisk katastrofe, hvis det iranske styre bliver væltet.
Wall Street Journal oplyser, at hverken Rusland eller USA er vendt tilbage på mediets henvendelser om sagen.

