Den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, er tilsyneladende blevet stor fan af University of Floridas fodboldhold. 

I hvert fald har han angiveligt brugt omkring 1,2 millioner dollar – svarende til godt otte millioner kroner – af skatteborgernes penge på flyrejser for at overvære holdets kampe.

Det skriver The Guardian på baggrund af en undersøgelse foretaget af The Washington Post.

På holdet spiller Rubios søn, Anthony. 

Ifølge avisen har Rubio overværet mindst ti af holdets kampe i løbet af de seneste to sæsoner, herunder fem dette efterår.

Samtidig har 15 ud af 23 flyrejser med militærfly mellem Washington og Gainesville i Florida, hvor holdet hører til, været af »personlig« karakter.

Overfor The Washington Post forsvarer Rubio sine mange rejser.

»Jeg har forsøgt at deltage i så mange begivenheder som muligt, der er vigtige for mig personligt og min familie, og vil fortsætte med det,« har han udtalt til avisen. 

Embedsmænd, der benytter militærfly til private rejser, skal refundere staten et beløb svarende til prisen på en økonomiklassebillet.

Rubio og det amerikanske udenrigsministerium vil ikke oplyse, hvor meget han har betalt tilbage, skriver avisen.