Statskontrollerede russiske medier hævder, at Ukraine har forsøgt at angribe Ruslands præsident, Vladimir Putins, residens med 91 droner.
Det skriver nyhedsbureauet TASS ifølge Dagbladet.
Det skulle være en af præsidentens officielle residenser i Dolgije Borodij i Novgorod-regionen mellem Moskva og Sankt Petersborg, der angiveligt er blevet angrebet.
»Det ændrer Ruslands forhandlingsposition,« siger den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov.
Han fortæller, at alle 91 droner blev skudt ned, inden de ramte boligen, og at Rusland allerede har identificeret mål og tidspunkt for et gengældelsesangreb.
Rusland vil dog ikke trække sig fra fredsforhandlingerne med USA, understreger Lavrov.
Han siger, at Ukraine er »gået over til en politik med statsterrorisme«.
Den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj afviser ifølge Reuters meldingen om et angreb som en »ren løgn«.
»Rusland ønsker at underminere den ukrainsk-amerikanske fredsproces,« siger han.
Zelenskyj oplyser yderligere, at Rusland har planer om at angribe ukrainske regeringsbygninger i Kyiv, hvor han opfordrer USA til at reagere.
Det er kort tid siden, at den ukrainske præsident løftede sløret for den videre handlingsplan mod en mulig fredsaftale på X.
Det har ikke været muligt for B.T. at bekræfte meldingen om angrebet.
Opdateres ...

