Politisk avis bliver nedlukket i Norge: 'Vi oplever det som brutalt'
I en pressemeddelelse udsendt af JP/Politikens Hus bekræftes det også, at man lukker afdelingen.
I en pressemeddelelse udsendt af JP/Politikens Hus bekræftes det også, at man lukker afdelingen.
Det politiske netmedie Altinget er fortid i Norge.
Sådan lød det i første omgang fra kilder til Dagens Næringsliv, og siden har mediets egen chefredaktør selv bekræftet, at afdelingen bliver lagt ned.
»Altinget-eventyr er forbi. Vi er chokerede og triste, men også meget stolte,« skriver chefredaktør Veslemøy Østrem i et opslag på LinkedIn.
»Vi havde set frem til at få en ny og stærk ejer til Altinget, så vi kunne fortsætte med at udvikle Norges bedste politiske avis. Sådan bliver det ikke. Mandag fik vi nyheden om, at vores Altinget-eventyr nu slutter.«
Hun beskriver videre beslutningen om at nedlægge mediet som »chokerende«, fordi man – ifølge hende – siden 2022, hvor mediet blev etableret i Norge, havde fået at vide, at »vi skulle få tid til at lykkes.«
»Vi oplever det også som brutalt, fordi vores nye ejer, JP/Politikens Hus, ikke har givet nogen signaler om, at dette var et scenario, de overvejede, før for ganske få dage siden,« skriver Veslemøy Østrem i sit opslag.
I en pressemeddelelse udsendt af JP/Politikens Hus bekræftes det også, at Altingets norske nichemedier lukker.
Årsagen er, at der »ikke er et tilstrækkelig økonomisk fundament til at drive forretningen videre«, lyder det.
Beslutningen kan berøre op mod 20 medarbejdere i Norge, fremgår det af pressemeddelelsen.
»Beslutningen om at lukke Altingets nichemedier i Norge er truffet ud fra en samlet finansiel vurdering. Vi vil gøre, hvad vi kan for at skabe en god afvikling og tage hånd om medarbejderne i den kommende tid. Samtidigt vil vi koncentrere kræfterne om at udvikle Altinget i Sverige og Danmark,« udtaler Mette Hundebøl, der er direktør for JP/Politiken Business Media og bestyrelsesleder for Altinget Norge.
Altinget har også afdelinger i Danmark og Sverige.
Den danske og svenske afdeling skal ifølge Dagens Næringsliv fortsætte som hidtil.
Dagbladet, som også omtaler sagen, fortæller, at kilder har oplyst, at mandagens melding er kommet som en overraskelse for de ansatte.