Det opsigtsvækkende røveri på det ikoniske kunstmuseum Louvre i Paris bliver ved med at udvikle sig som et plot fra en Hollywood film.
De uvurderlige franske kronjuveler er stadig forsvundet, og nu viser det sig, at en af de formodede gerningsmænd er en stjerne, kendt fra sociale medier.
Flere hundredtusinder har ifølge mediet Le Parisien fulgt med, når den 39-årige mistænkte, Abdoulaye N., har drønet gennem Paris' gader på motorcykel.
Ifølge mediet har den mistænkte siden starten af 2000erne postet motorcykelvideoer på YouTube og senere på TikTok, hvor han udfører akrobatiske stunts på sin motorcykel.
Under navnet 'Doudou Cross Bitume' deler han sin passion i videoer, der er set mere end 700.000 gange. Og han har endda givet sig selv titlen 'Legenden af motocross'.
Og det har efter sigende været under mottoet: 'Altid tættere på asfalten'.

Men siden den 19. oktober, dagen hvor kuppet på Louvre fandt sted, har der været stilhed på hans kanaler.
Og det er angiveligt med god grund.
Den 39-årige er ifølge mediet én af i alt fire mistænkte, som fransk politi har tilbageholdt under mistanke for at stå bag det opsigtsvækkende røveri.
Den dag brugte gerningsmændene fire til syv minutter på at stjæle otte uvurderlige genstande fra de franske kronjuveler.

Efterfølgende flygtede gerningsmændene på en Yamaha TMax-motorcykel, som ifølge Le Parisien er netop den model, Abdoulaye N. kan ses føre på sine sociale medier.
Bag sig har han angiveligt en broget kriminel baggrund.
Ifølge The Guardian er der tale om 15 tidligere domme for blandet smugling og besiddelse af stoffer, samt et røveri på en smykkebutik i 2014.
Anklageren i Paris, Laure Beccuau, har ifølge mediet udtalt, at de mistænktes profiler 'ikke svarer til dem, man normalt forbinder' med højtstående, omhyggeligt planlagt organiseret kriminalitet.
Gerningsmændene løb den 19. oktober blandt andet afsted med en halskæde med smaragder og diamanter, som Napoleon gav sin anden hustru, Marie-Louise af Østrig, som han blev gift med i 1810.
I alt blev det stjålet otte dyrebare juveler, der samlet er anslået til en værdi af 88 millioner euro – svarende til cirka 650 millioner danske kroner.
Det kan du læse meget mere om HER.
