Vivek Ramaswamy var udset til at lede et meget omtalt og magtfuldt departement i Donald Trumps nye regering sammen med Tesla-milliardæren Elon Musk.
Nu har Ramaswamy trukket sig fra posten. Officielt for at gå efter en guvernørpost – men ifølge The Washington Post er årsagen en ganske anden.
Flere internationale medier, herunder The Guardian, skriver, at 39-årige Vivek Ramaswamy kort efter, at Donald Trump blev taget i ed som USAs 47. præsident trak sig som medchef for Department of Government Effeciency (DOGE), i den kommende administration.
Departementet er ikke et ministerium, men ikke desto mindre magtfuldt, idet dets opgave består i at gøre den offentlige administration mere effektiv – blandt andet ved at beskære antallet af offentligt ansatte.
Vivek Ramaswamy har ambitioner om at blive guvernør i delstaten Ohio, og officielt er det årsagen til, at han nu trækker sig fra DOGE.
Ifølge The Washington Post er den reelle årsag, at han og Elon Musk kom på kant med hinanden.
'De to mænd delte en radikal vision om at gøre regeringen mindre, men deres strategier for at nå den var forskellige og i sidste ende uforenelige,' skriver det amerikanske medie.
Kort fortalt havde Ramashamy og Musk – som begge er tech-iværksættere – to forskellige visioner for DOGE-programmet.
Hvor Ramaswamy i det oprindelige udkast til, hvordan departementet skulle gøre den offentlige administration mere effektiv fokuserede på, at der skulle fjernes regler, skæres ned på omfanget af administration og skæres stillinger, vil Musk ifølge The Washington Post opnå det via omfattende brug af topmoderne teknologi.
Musks vision endte med at vinde, og nu står han alene i spidsen for DOGE.
»Vivek Ramaswamy spillede en afgørende rolle i at hjælpe os med at skabe DOGE,« siger en af Donald Trumps talspersoner Anna Kelly i en udtalelse.
»Han agter snart at stille op til et folkevalgt embede, hvilket kræver, at han forbliver uden for DOGE, baseret på den struktur, vi har annonceret i dag. Vi takker ham meget for hans bidrag i løbet af de sidste to måneder og forventer, at han vil spille en vigtig rolle i at make America great again,« tilføjer hun.
Hverken Elon Musk eller en repræsentant fra Vivek Ramaswamy har reageret på henvendelser fra The Washington Post.
